Peter Nørris Dalsgaard, formand Liberal Alliance Halsnæs, byrådskandidat KV25.
Formand for Halsnæs kommunes Grundlisteudvalg & 1.suppleant for Kim Jensen.
Efter jeg fik en borgerhenvendelse om kommunens påtænkte nedklassificering af 5 udvalgte offentlige veje til privat fælles vej her i 2025- tænkte jeg- det må jeg da lige se på, om nu også vejlovens § 15 var overholdt i forhold til de påtænkte valgte veje.
Byrådet bestemmer ultimativt jf. Loven hvilke nye veje der skal anlægges, flyttes eller nedklassificeres eller helt nedlægges- ingen tvivl om det. Beslutningen herom skal træffes på baggrund af en samlet trafikal vurdering og må ikke kun være begrundet i økonomiske forhold, som der står i loven.
Selvfølgelig skal skatteborgerne i kommunen ikke betale for noget, de ikke bruger og det gælder især hvis en vej primært betjener få husstande og ikke har væsentligt offentlig trafik.
De 5 valgte vejnavne for 2025 kan ses på kommunens hjemmeside og efter jeg havde læst lidt om det, tog jeg en cykeltur rundt i Frederiksværk for at se på de nævnte veje.
Der skal være klare ensartede kriterier for, hvornår en vej nedklassificeres i Halsnæs. Det må ikke afhænge af tilfældigheder eller forskelsbehandling mellem boligområder.
3 af de 5 nævnte veje afviger kraftigt fra de 2 andre. Hasselvej, Hyldevej og Sandvej, alle 3 i Frederiksværk. Hasselvej og Hyldevej kan bruges til gennemkørsel fra Ellevej for at komme via Baggersvej til Hundestedvej og på den baggrund er det urimeligt at boligejerne alene på Hasselvej og Hyldevej skal påføres omkostninger for at vedligeholde en vej som kan og sikkert har gennemgående uvedkommende offentlig trafik, herunder selvfølgelig renovationskørsel til nærliggende veje.
Sandvej kan bruges som gennemkørsel til sommerhuse og ved lidt lokalkendskab i området kan man også komme igennem til anden offentlig vej og videre imod centrum af Frederiksværk.
Nedklassificering skal give mening og den skal kunne dokumenteres ved en samlet trafikal vurdering af den enkelte vej og det skal ske på fair vilkår med gennemsigtighed og må ikke kun være begrundet i økonomiske forhold, det vil klart stride imod loven. Skatteborgerne skal ikke betale for noget, de ikke bruger- men det er lige så urimeligt, hvis enkelte borgere pludselig skal betale for veje, som alle andre forsat benytter.
Jeg vil anmode om aktindsigt jf. offentlighed i forvaltningen for at læse om hvilke fællestrafikale vurderinger som kommunen har fundet som gjorde at de nævnte veje skal ophøre som offentlige veje og ansvar samt omkostningerne påføres de boligejere i fremtiden, som bor på de pågældende veje.
Comments are closed